’’Man kan se udviklingen med sine egne øjne hver dag’’

Henrik Prip (tv) har sine egne opgaver på projektet Plejehjemmet Ørbygård. En af dem er kvalitetssikringen på betonelementerne, som han her gennemgår med sin kollega, Benjamin Bech Andersen (th). Foto / Ole Jepsen A/S

Som praktikant i Ole Jepsen A/S har 24-årige Henrik Prip haft sine egne opgaver på virksomhedens største nybygningssag.

24-årige Henrik Prip har som praktikant i Ole Jepsen A/S været på Plejehjemmet Ørbygård, som er en byggesag til ca. 130 mio. kr. Projektet omfatter både nedrivning, nyopførelse og renovering af plejehjemmet i Rødovre, der er beboet under udførelsen.

Henrik læser til bygningskonstruktør og efter sommerferien afslutter han sit frivilligt forlængede praktikophold i Ole Jepsen A/S. Efter sommerferien vender han nemlig tilbage til KEA, for at færdiggøre sit sidste semester af studiet.

Som en del af teamet på Ørbygård, har Henrik sine faste arbejdsopgaver og ansvarsområder på projektet og arbejder til dagligt i tæt samarbejde med afdelingschef Søren Bøggild Helmersen og byggeleder Benjamin Bech Andersen.

Henrik Prip er fortsat som byggelederassistent i Ole Jepsen A/S efter at hans praktikophold endte i juni. Foto / Ole Jepsen A/S

’’Henrik er meget struktureret og omhyggelig, og der er ingen tvivl om at han udfører en vigtig arbejdsfunktion som byggelederassistent her på Ørbygård, selvom han blot er her i et 20 ugers praktikforløb,’’ siger afdelingschef i Ole Jepsen A/S, Søren Bøggild Helmersen, der er meget tilfreds med Henriks arbejde.

’’Det har været spændende for mig at indgå som en del af teamet, og at kunne agere som byggeleder og få erfaring indenfor faget. Det er noget helt andet at få lov til at være en del af en virkelig byggeproces i forhold til at høre om det på skolen’’, siger Henrik Prip. ’’Man får en helt anden forståelse af processen, når man har med opgaverne at gøre direkte’’, fortsætter han.

Henrik kender projektet på Ørbygård til fingerspidserne. Det er helt tydeligt, da han viser sin praktikvejleder fra KEA, Steven Esp Nielsen, rundt på byggepladsen, som har lagt vejen forbi Rødovre på et planlagt praktikbesøg.

Henrik Prip (tv) viste sin praktikvejleder ved KEA, Steven Esp Nielsen (midten) rundt på byggepladsen på Plejehjemmet Ørbygård sammen med Benjamin Bech Andersen (th), der er Ole Jepsen A/S’ byggeleder på Ørbygård. Foto / Ole Jepsen A/S

Henrik svarer prompte på alle de tekniske spørgsmål, Steven Esp Nielsen interesseret stiller til de betonelementer, der er ved at blive monteret på pladsen under besøget.

Elementerne tager hurtigt form af en bygning i to etager, og den er den første af to fløje, der opføres til plejehjemmet, der er planlagt til at stå endeligt færdigt i 2019.

Henrik har på kort tid opnået stor viden om Ørbygård, og derfor er han fortsat som byggelederassistent på projektet efter praktikopholdets blot 20 uger sluttede i juni.

’’Det er næsten ærgerligt at skulle forlade projektet lige om lidt, når der sker så meget og man kan se udviklingen med egne øjne hver dag’, siger Henrik, der til vinter kan kalde sig bygningskonstruktør.

 

Nyheder

Som praktikant i Ole Jepsen A/S har 24-årige Henrik Prip haft sine egne opgaver på virksomhedens største nybygningssag. Læs mere

Ole Jepsen A/S afgiver det økonomisk mest fordelagtige tilbud på helhedsrenoveringen af 126 almene boliger i Birkerød. Læs mere

Der er god fremdrift på opførelsen af de 7.575 m2 nybyggeri på Ole Jepsen A/S’ hovedentreprise på Plejehjemmet Ørbygård i Rødovre, hvor der nu er ved at Læs mere

Ole Jepsen A/S er prækvalificeret til at give pris på ombygningen og opførelsen af en ny, elipseformet tilbygning til Frederiksgård Skole i Vanløse, der fremover Læs mere