”Da jeg som nyuddannet bygningskonstruktør blev fastansat i Ole Jepsen A/S, blev jeg tilknyttet Ole Jepsen A/S’ traineeforløb. Her blev jeg præsenteret for et målrettet forløb med fokus på de arbejdsopgaver, som min mentor og jeg var blevet enige om, at jeg skulle være mere fortrolighed med. Det var ekstremt brugbart, da jeg kom til at føle ejerskab over de opgaver, jeg påtog mig. Der blev bl.a. sat fokus på afholdelse af byggemøder, udarbejdelse af mødereferater, indkøb af forskellige materialer og produkter samt den daglige koordinering på byggepladsen. Alle arbejdsopgaver blev gennemgået med min nærmeste leder hver 8. uge, hvor vi både fik talt om mine udfordringer såvel som succesoplevelser. Det kickstartede virkelig min hverdag, og dagene er virkelig fløjet af sted lige fra den første dag i traineeforløbet. Jeg føler, at jeg er blevet klogere på mig selv, ligesom jeg også har udviklet min helt egen måde at tilgå nye udfordringer. Faktisk valgte jeg netop i sin tid at søge praktikplads hos Ole Jepsen A/S, fordi jeg havde hørt en masse godt om det traineeforløb, de havde udviklet til nyuddannede bygningskonstruktører. Det er jeg i dag mere end glad for, at jeg gjorde,” udtaler Mikkel Salomon, byggeleder i Ole Jepsen A/S.
I dag stilles der store krav til bygge- og projektledernes færdigheder i byggebranchen. Der er mange forskellige opgaver, der skal koordineres og udføres, og dertil er klare aftaler, overblik og brancheforståelse altafgørende. Hos Ole Jepsen A/S prioriterer vi videreuddannelse af vores medarbejdere højt. For os er det vigtigt, at hver enkelt kan genkende sig selv og se en fremtid i virksomheden.
Vi uddanner og udvikler fremtidens byggeledere
Som arbejdsplads er det vores ansvar at sikre, at vores medarbejdere føler sig klædt på til at kunne varetage de opgaver, de bliver stillet. Når vi ansætter nyuddannede bygningskonstruktører og -ingeniører, gør vi det således til dels, fordi vi ønsker et stærkt og mangfoldigt medarbejderteam. Men vi gør det også for at investere i fremtidens byggebranche.
Derfor har vi også udviklet vores eget traineeforløb, der fungerer som en velkomst- og integrationsproces i virksomheden for vores ansatte. Forløbet har til formål at forberede vores medarbejdere på de opgaver og udfordringer, som de vil komme til at møde i jobbet som byggeleder. Det er vores erfaring, at det er lige så vigtigt at komme stærkt fra start, som det er at komme sikkert i mål. Af den grund vægter vi også udviklingssamtaler meget højt. Her får den enkelte medarbejder nemlig løbende mulighed for at få afstemt sine færdigheder og udviklingsområder, ligesom der også bliver sat klare målsætninger for, hvilke kompetencer der skal opnås og/eller udvikles.
Vidensdeling skaber personlig og faglig vækst
Traineeforløbet består af 7-9 moduler fordelt over en periode på 10-12 måneder. Undervisningen er tilrettelagt som oplæg, gruppearbejde samt individuelle udviklingssamtaler. Hvert forløb vil dog blive tilpasset den enkelte byggeleders færdigheder og udviklingsbehov for at styrke både den faglige og personlige udvikling. Der vil i undervisningen blandt andet blive lagt vægt på ledelsesformer, budgetopfølgning, tilbudsberegning mv. Efter endt forløb får medarbejderen overrakt et diplom som bevis for sin gennemførsel og er nu klar til næste skridt: Workshop 1.
Seneste projekter

