Af Camilla Hunter
•
25 Mar, 2024
ESPERGÆRDE GYMNASIUM & HF: OMBYGNING OG TILBYGNING AF EKSISTERENDE GYMNASIUM I perioden 2020-2021 gennemførte vi som hovedentreprenør 3 byggeprojekter for Gymnasiefællesskabet. Projekterne blev udført på Rungsted Gymnasium, Borupgaard Gymnasium og Espergærde Gymnasium & HF. En af de mest spændende opgaver var på Espergærde Gymnasium & HF, hvor vi udvidede den eksisterende bebyggelse med en ny tilbygning på 633 m 2 samt en flot forbindelsesgang til den tilstødende bygning H. Både tilbygning og forbindelsesgang blev opført i betonelementer og mursten. Som hovedentreprenør stod vi for projektledelse, byggestyring og koordinering med gymnasiets drift og brugere. Gymnasiet var i fuld drift, mens byggeriet blev udført. Projektet involverede flere komplekse nybygsarbejder, herunder nedrivning, fundamenter, facader, tag, vinduer, døre, toiletter, ventilationsanlæg og tekniske installationer. Hertil blev der også udført ny befæstning og beplantning i de nærliggende udendørsarealer. Den nye tilbygning indeholder 4 klasseværelser, fællesarealer, toiletter, teknikrum samt et flot og rummeligt atrium. Til overfladerne er der valgt rå beton, varmt højkantsparket i egetræ samt mønstrede akustikvægge i træbeton. Fælles for alle materialerne er, at de enten udfordrer eller leger med sanserne, hvortil de med lethed kan inkorporeres i den daglige naturvidenskabsundervisning. Med henblik på et sundt indeklima samt et minimalt energiforbrug blev der udført nye installationer for afløb, brugsvand, varme og el samt etableret ny ventilation i tilbygningen. Hertil blev vægge, lofter og tage også isoleret udførligt. For at sikre en hensynsfuld proces for gymnasiets 1150 elever og 120 ansatte var vi i daglig dialog med skolens drift og ledelse omkring projektets stade og kommende arbejder. Der blev bl.a. indgået aftale om, at vi kunne bruge dele af gymnasiets udearealer til midlertidig skuropbevaring og materialeleverancer. Af hensyn til sikkerheden blev der opsat hegn, skiltning og afdækning ved igangværende byggeaktiviteter, så kontaktfladerne mellem byggeriet og gymnasiets aktive områder blev begrænset mest muligt. Af hensyn til skolens elever var vi meget opmærksomme på, at særligt støjende arbejder blev afviklet uden for eksamensperioderne.