VESTERGÅRDSVEJ– Renovering af opgange til 131 almene boliger i København

VESTERGÅRDSVEJ: RENOVERING AF BEVARINGSVÆRDIG BOLIGBEBYGGELSE FRA 1917


Over en etårig periode fra 2017-2018 har vi som hovedentreprenør gennemført en renovering af en bevaringsværdig bebyggelse beliggende på Vestergårdsvej i København NV. Bebyggelsen er opført efter tegninger af arkitekterne Povl Baumann og Ivar Bentsen og blevet præmieret af Københavns Kommune.

Den imponerende bygning indeholder 131 almene boliger, et vaskeri, to beboerlokaler samt et ejendomskontor. Det samlede areal er på 15.632 m2, hvoraf 2.514 m2 er bebygget.


Bebyggelsen består af 3 sammenhængende blokke i 3 etager med kælder, der er formet som en hestesko med åbning mod sydvest. Bygningerne er opført med solide, fuldmurede ydervægge i en lysegul farve og et saddeltag belagt med røde vingeteglsten. Loftet er udnyttet til pulterrum og tørreloft med adgang fra opgangene.


I 1993 blev samtlige vinduer udskiftet til koblede rammer med enkeltlagsglas, der blev malet grønne på ydersiden og hvide på indersiden. I forbindelse med denne renovering blev bebyggelsens køkkener og badeværelser også udskiftet, og der blev etableret en gitterplatform ved den øverste etage til brug som flugtvej.

Uden for bebyggelsen har beboerne adgang til en grøn fællesgård med parkeringspladser. Det er også muligt at leje de små kolonihaver placeret på bagsiden af bebyggelsen.


Som hovedentreprenør havde vi til opgave at udføre forskellige renoveringsarbejder på bebyggelsen, herunder renovering af elinstallationer, udskiftning af hoveddøre, istandsættelse af hovedtrapper, etablering af toilet og køkken i bestyrelseslokalet i kælderen, renovering af kældertrapper samt fugtsikring af kælder. Derudover har vi også renoveret kloakledning og udendørsarealer samt etableret ny cykelparkering.



Projektet blev udført med samtidig beboelse, hvortil vi sørgede for, at beboerne trygt og sikkert kunne til- og fragå deres boliger igennem hele udførelsesperioden. Vi havde også en tæt og løbende koordinering med bebyggelsens administrator, Boligforeningen 3B, hvorved vi i fællesskab fik sikret en god proces for beboerne.

Vores udførte forbedringer har ikke kun forbedret den bevaringsværdige bebyggelses udseende, men også skabt bedre komfort og funktionalitet for beboerne. 


✔ Hovedentreprise ✔ Renovering ✔ Var i drift under renovering
✔ Bevaringsværdig ✔ Nøglehåndtering

Seneste projekter

Af Camilla Hunter 7. april 2025
Spændende renoveringsprojekt på Glostrupparken i Glostrup, hvor en almen boligbebyggelse skal have en tiltrængt opgradering og energioptimering.
Af Camilla Hunter 4. april 2025
BAUNEBJERGHUSE – MODERNE RENOVERING MED RESPEKT FOR HISTORIEN Hos Ole Jepsen A/S er vi stolte over at stå i spidsen for renoveringen af Baunebjerghuse i Humlebæk, en attraktiv bebyggelse fra 1970 administreret af Humlebæk Boligselskab. Med respekt for bygningernes oprindelige karakter, skaber vi i tæt samarbejde med Rådgiver og bygherre en moderne boligstandard, der giver værdi for både beboere og miljø. Projektet omfatter en omfattende energirenovering af 116 boliger fordelt på 11 blokke i halvandet plan, hvor trivsel, bæredygtighed og komfort er i centrum. Arbejdet bygger på en nøje udarbejdet helhedsplan, der adresserer udfordringer med indeklima, fugt og energioptimering. Renoveringen indebærer bl.a. efterisolering af gavle, lofter, skunke og facader samt etablering af nye lavenergi-vinduer og omfangsdræn, der effektivt beskytter mod fugtskader. For at sikre et sundt og behageligt indeklima udskiftes boligens ventilationssystemer og tekniske installationer, mens gavlboligerne, der tidligere var udfordret af fugt og skimmel, gennemgår en omfattende renovering med miljøsanering, nye kvalitetskøkkener samt robust gulvkonstruktion med isolering og fugtspærre. Vi prioriterer beboernes trivsel højt og har derfor tilknyttet en beboer- og genhusningskoordinator, som sikrer, at byggeriet gennemføres smidigt med minimal påvirkning af hverdagen. Når vi afleverer projektet i 2026, vil Baunebjerghuse stå som et bæredygtigt, sundt og attraktivt boligområde – en tidssvarende renovering med respekt for arkitekturen og beboernes daglige liv.  Vi glæder os til at føre endnu et vellykket projekt i mål og fortsætte vores gode samarbejde med bygherre, arkitekter, rådgivere og håndværkere, der deler vores passion for kvalitet og ordentlighed.
Af Camilla Hunter 25. marts 2024
ESPERGÆRDE GYMNASIUM & HF: OMBYGNING OG TILBYGNING AF EKSISTERENDE GYMNASIUM I perioden 2020-2021 gennemførte vi som hovedentreprenør 3 byggeprojekter for Gymnasiefællesskabet. Projekterne blev udført på Rungsted Gymnasium, Borupgaard Gymnasium og Espergærde Gymnasium & HF. En af de mest spændende opgaver var på Espergærde Gymnasium & HF, hvor vi udvidede den eksisterende bebyggelse med en ny tilbygning på 633 m 2 samt en flot forbindelsesgang til den tilstødende bygning H. Både tilbygning og forbindelsesgang blev opført i betonelementer og mursten. Som hovedentreprenør stod vi for projektledelse, byggestyring og koordinering med gymnasiets drift og brugere. Gymnasiet var i fuld drift, mens byggeriet blev udført. Projektet involverede flere komplekse nybygsarbejder, herunder nedrivning, fundamenter, facader, tag, vinduer, døre, toiletter, ventilationsanlæg og tekniske installationer. Hertil blev der også udført ny befæstning og beplantning i de nærliggende udendørsarealer. Den nye tilbygning indeholder 4 klasseværelser, fællesarealer, toiletter, teknikrum samt et flot og rummeligt atrium. Til overfladerne er der valgt rå beton, varmt højkantsparket i egetræ samt mønstrede akustikvægge i træbeton. Fælles for alle materialerne er, at de enten udfordrer eller leger med sanserne, hvortil de med lethed kan inkorporeres i den daglige naturvidenskabsundervisning. Med henblik på et sundt indeklima samt et minimalt energiforbrug blev der udført nye installationer for afløb, brugsvand, varme og el samt etableret ny ventilation i tilbygningen. Hertil blev vægge, lofter og tage også isoleret udførligt.  For at sikre en hensynsfuld proces for gymnasiets 1150 elever og 120 ansatte var vi i daglig dialog med skolens drift og ledelse omkring projektets stade og kommende arbejder. Der blev bl.a. indgået aftale om, at vi kunne bruge dele af gymnasiets udearealer til midlertidig skuropbevaring og materialeleverancer. Af hensyn til sikkerheden blev der opsat hegn, skiltning og afdækning ved igangværende byggeaktiviteter, så kontaktfladerne mellem byggeriet og gymnasiets aktive områder blev begrænset mest muligt. Af hensyn til skolens elever var vi meget opmærksomme på, at særligt støjende arbejder blev afviklet uden for eksamensperioderne.